Norge

Tordenskjold

Peder Tordenskjold, en helt fra Den Store Nordiske Krig, der foregår fra 1709 til fredsafslutningens underskrift i 1721.

Til denne billedserie er bogen, ”Tordenskjold”, skrevet af Paul Anker fra 1890, brugt som grundlag for de billedtekster, der forklarer illustrationerne. 

Wessel bliver Kongelig Søkadet

Peder Wessel havde i 1704 set kong Frederik VI i Norge. Han var blevet meget betaget af de flotte dragter, de fornemme hofbetjente bar. De fortalte om den fjerne og skønne kongestad ved Øresund, om al den pragt, der fandtes der, og om flåden af herlige orlogsskibe.
Efter kongens ekspedition i Norge sejlede han til København. Det samme gjorde Peder Wessel. Han stod i 1705 ene og alene og forladt i den store hovedstad uden penge og uden at kende nogen, han kunne henvende sig til. Hvad skulle han gøre? Kongens Confessionarius, Dr. Peder Jespersen, havde hørt om den forladte norske dreng, og da han selv var nordmand, tog han Peder Wessel som sin opvarter.
Peder vidste allerede som femtenårig, at han ville være kadet. Derfor skrev han den 28. marts 1706 til kongen, og spurgte, om han kunne hjælpe ham med det. Brevet behagede Kong Frederiks åbne sindelag, og Peder Wessel blev i året 1706 indskrevet som lærling ved Holmen. Som lærling foretog han en rejse til Guinea og Vestindien. Da Peder kom hjem, ansøgte han kongen om at blive kadet, fordi han havde erfaret, at der var en ledig plads for en kadet. Fordi Wessel ikke fik svar på sin ansøgning, tog han til søs igen til Ostindien i slutningen af 1708.
Ved hjemkomsten til Bergen, i efteråret 1710, erfarede han, dels at han den 11. januar 1709 var udnævnt til Kongelig Søkadet, og dels at en krigserklæring var udstedt den 28. oktober 1709 mellem Sverige og tvillingeriget Danmark-Norge.

Fregatten ”Løvendahls Gallej"

Peder Wessel opsøgte baron Løvendahl, der var kommanderende general i Norge. Han var en mand, der agtede dygtighed hos den borgerlige, såvel som hos den adelige. Baronen blev straks tiltalt af Peder Wessels djærve optræden, hans glødende fædrelandskærlighed, samt den snilde og det mod, der lyste ud af hans øjne. Den danske flåde kunne ikke måle sig med den svenske i begyndelsen af krigen. Baronen gav den unge sømand kommandoen over en hukkert ved navn ”Ormen”, og som kaper gennemkrydsede den nittenårige Peder Wessel lystigt Kattegat og skadede fjenden så meget, han formåede. Kun fire måneder senere blev Peder Wessel udnævnt til løjtnant i marinen og forsat til fregatten ”Postillonen”.

Tiden som løjtnant på ”Postillonen” var ikke nogen let tid for ham, fordi kaptajnen så skævt til de ambitioner, den unge, muntre og dristige, ikke adelige, Peder Wessel havde. Heldigvis fik baron Løvendahl ordnet det således, at krydsbåden ”Ormen" igen blev stillet under Peder Wessels kommando.
Takket være baron Løvendahl, der var kaldet til København, fik Peder Wessel i marts måned 1711 kommandoen over en fregat ”Løvendahls Gallej” og huggerten ”Neptunus”.

Peder Wessel begyndte atter at muntre sig i farvandene og forurolige de svenske skibe og den svenske kyst.

Guvernør Mörners krigslist

Guvernøren i Gøteborg var så træt af at have Peder Wessel til at gøre farvandene usikre, at han havde udsat en belønning til den, der kunne bringe Peder Wessel som fange til Gøteborg. Dette erfarede Wessel, da han lå ud for Gøteborg. Derfor sendte den kække 22 årige Wessel den 12. august 1713 en svensk jolle med et brev, hvori han bebrejdede guvernøren og skrev, at hvis han ønskede at se ham, hvilket han formodede, da han havde erfaret, at guvernøren havde udlovet en stor belønning til den, der tog ham til fange, ville han, Peder Wessel, derfor opfordre guvernøren til at sende en fregat med 24 eller 26 kanoner efter ham. Wessel tilføjede i brevet, at guvernøren måtte skynde sig, da han ikke havde megen tid til sin rådighed.
Han ventede endnu en hel dag. Derefter stævnede han fra kysten, og lidt senere opdagede han to orlogsskibe, der tonede dansk flag. Wessel prajede dem ”Ohoi, skib! Hvorfra? ” ”Fra København” lød svaret. Wessel spørger om skibets navn, og i det samme svares ”Ny Elfsborg”, de danske flag bliver strøget og de svenske kongeflag hejses, medens skarpe skud rammer agter ind i Wessels fregat.
Wessels matroser blev modløse ved at se denne overmagt, men Peder Wessel tog kampen op, og efter tre timers heftig kamp lykkedes det at få ”Løvendahls Gallej” uden for svenskernes skudvidde.
Han lod sin fregat gå over stag og vendte tilbage for at kapre de svenske skibe. Uheldigvis vendte skibet ”Kalmar” sin bredside til og gav ”Løvendahls Gallej” tre gange det glatte lag, så Wessel måtte ty til Norge for at reparere "Løvendahls Gallej".

Wessel møder englænderen

I maj 1714 får Wessel ordre til at krydse på vestkysten af Norge for at holde øje med de svenske kapere.

Den 26. juli fik han øje på en engelsk fregat. Wessel løb forbi fregatten, der skød to skarpe skud, som Wessel besvarede med det danske løsen tre kanonskud. Alt var klar til kamp. Fordi fregatten var lejet af den svenske flåde blev det engelske flag strøget, og det svenske flag hejst. Fregatten gav ”Løvendahls Gallej” det glatte lag.
Der begyndte en heftig kamp. Fregatten forsøgte flere gange at flygte, men hver gang indhentede ”Løvendahls Gallej” den, selvom fregatten var meget større end Wessels. Krudtet var næsten sluppet op, derfor blev der sat en jolle ud med en trompeter for at gå om bord på den fjendtlige fregat med hilsen fra kaptajn Wessel, med den besked at han for denne gangs skyld måtte lade ham sejle, fordi hans krudt næsten var brugt op. Samtidig indbød han kaptajnen til parole om bord hos sig.

Indbydelsen blev afslået, og da skibene var meget nær hinanden, tog Wessel sin råber og spurgte den engelske kaptajn, om han kunne låne noget krudt.
Med denne spøg endte kampen, og den engelske kaptajn viste sig på skansen med et glas vin og tømte det på kaptajn Wessels sundhed under et syvdobbelt hurra fra sit mandskab. Wessel besvarede hilsenen ved også at tømme et glas for sin tapre modstander ledsaget af et tredobbelt hurra, og på den måde skiltes de. Denne gestus medførte, at Peder Wessel blev stillet for en krigsret.

Dynekilen

General–admiral Gyldenløve kunne ikke få over sit hjerte, at den unge sømand skulle lide uret, så han ventede ikke på krigsrettens dom, men sendte straks en indberetning til kongen.

Den 28. december blev Wessel tilsagt til at møde på slottet, hvor kongen modtog ham. Mange af Wessels misundere var tilstede, og de glædede sig til, at han ville blive ydmyget. Den 23-årige Wessel gik frejdigt hen mod kogen og hilste ærbødigt. Til forsamlingens forundring gik kongen ham smilende i møde og beklagede de genvordigheder, han havde været udsat for. Kongen roste og udnævnte ham til kaptajn ved den dansk-norske flåde.

I 1716 adles Peder Wessel og får navnet Tordenskjold.
Fordi Øresund frøs til i 1716, besluttede Karl XII at gå over isen og angribe København. Men isen brød op, og Karl XII vendte blikket mod Norge. Tordenskjold udnævnes til generaladjudant ved flåden. Han fik nu ordre til hurtigst muligt at bringe ”Hvide Ørn” klar.
Den 2. juli erfarede han, at den svenske flåde lå i Dynekilen, og at de fleste af flådens officerer var indbudt til bryllup. Indsejlingen til Dynekilen er meget smal, men Tordenskjold gav ordre til at sejle videre ind i havnen, de kunne skjule sig i den tætte krudtrøg, og de nåede helt ind i havnen, hvor de gav fjenden det glatte lag. Fjenden mistede modet og flygtede fra skibene. Med sine 7 skibe havde Tordenskjold berøvet svenskerne 44 fartøjer. På grund af dette tab opgav Kong Karl at angribe Norge.

Bryllupsgæster

Når Tordenskjold færdedes ved hoffet, havde han tilladelse til at stå bag kongens stol under taffelet. En aften sagde kongen: ”Jeg gad vide, hvad de svenske undersåtter synes om det svenske herredømme”.

Tordenskjold hørte denne bemærkning, og straks efter taffelet skyndte han sig til Holmen. Han fik fat i sine chaluproere, der bestod af frivillige unge folk, og de sejlede hurtigt over til Skåne.
Mandskabet, som var forsynet med geværer, pistoler og huggerter, gik straks i land. De kom til en landsby og fik at vide af en lille dreng, at der blev holdt bryllup i et hus i nærheden.

Det passede Tordenskjold. Han satte vagt ved indgangen, da han kom til huset og kiggede ind af vinduet og så, at præsten var i gang med vielsen. Med et par mand gik han ind og tog brudgommen fra sin grædende brud. Han tog også præsten og en officer. De blev ført til København.
Det var langt ud på aftenen, inden de nåede frem. Kongen havde savnet Tordenskjold og spurgte: ”Hvad i al verden har De foretaget Dem?”
”Deres majestæt ønskede at vide, hvad de skånske tænkte. Jeg har derfor været i Skåne.”

Fangerne blev ført ind, og kongen talte meget med præsten, men især med brudgommen og han blev dagen efter forsynet med rige gaver og sejlet tilbage til sin brud. Præsten og officeren blev indbudt til taffel hos de forskellige ministre. De blev belønnet og sejlet tilbage til Skåne.

Tordenskjold mister sine ejendele

Tordenskjold var i Norge, han ville ordne sine ejendele og bringe dem til København. På turen mødte hukkerten en svensk fregat. Den åbnede straks ild. Den svenske kaptajn råbte, at Tordenskjold skulle overgive sig. Tordenskjold svarede, at han, Tordenskjold, ikke lod sig tage så let. Kaptajnen måtte komme ombord og selv tage ham.

Nu fulgte en flere timer lang kamp, hvor fregatten stadig søgte at entre hukkerten, men Tordenskjold viste sig som en mester i den kunst at undvige.
Den svenske kaptajn sprang op på kahyttens tag og svingede med hatten, medens han råbte, at han gratulerede sig selv til at skulle bringe Tordenskjold som fange til Gøteborg. Tordenskjold svarede straks, at hverken han eller nogen anden svensker skulle føre ham til Gøteborg, og i det samme lagde Tordenskjold riflen til kinden og sigtede på kaptajnen, der styrtede baglæns ned på dækket. Ved kaptajnens fald opstod der stor forvirring på den svenske fregat. Tordenskjold gav mandskabet ros og vin, men de har nok taget for meget af vinen, for om aftenen på vej til Øresund stødte hukkerten på grund ud for Kullen. Tordenskjold roede væk i en lille skibsjolle, som var meget utæt. De måtte stoppe hullerne med nogle klude og bruge deres hatte som øser.

De tilbageværende blev taget til fange, og alle Tordenskjolds kostbare ejendele og penge blev taget. Kong Karl XII lovede senere Tordenskjold hans ejendele tilbage, men det skete aldrig.

Fiskeren 

I 1719 blokerede Tordenskjold indsejlingen til Gøteborgs havn. Svenskerne frygtede et angreb og sænkede derfor en del skibe i havnen, så de store danske skibe ikke kunne sejle ind. Det passede Tordenskjold godt, for han havde bestemt, at han først ville erobre Marstrand. Tordenskjold havde bestukket en svensk præst, som gav ham besked om svenskernes hær, men det var ikke nok for Tordenskjold. Han besluttede at gå i land i Marstrand by, selvom han ville miste livet, hvis svenskerne opdagede ham.

Tordenskjold talte svensk som en indfødt.
En tidlig morgen lod han sig ro in til Marstrand klædt ud som en fattig fisker med en kurv fisk på armen. Han falbød dem rundt om i byen til en meget høj pris. En jolle sejlede ham ud til to svenske orlogsskibe, og han prøvede at sælge sine fisk, både til matroser og officerer, men ingen ville købe. Han gik i land igen og snakkede med folk. Senere dristede han sig også ind i fæstningen til kommandantens hus for at sælge fisk. Til sidst solgte han fiskene billigt og nåede helskindet ud til sit skib. Hans list lykkedes, og ingen opdagede, hvem han var. Tordenskjold havde brugt sine øjne godt, og han satte sit mandskab ind i situationen. I den kendte vise hedder det:
”Tordenskjold var polisk,
gik omkring og solgte fisk.”

Tordenskjolds soldater

Ud for Marstrand ligger Koøen, hvor Tordenskjold ankom med sit mandskab på ca. 700. Her fortalte Tordenskjold sine officerer om sine planer. Så snart de gik i land, blev de beskudt fra svenske skibe og fra fæstningen Carlssteen. Tordenskjold satte al kraft ind på at bygge en stor jordvold, hvor han anbragte sine mørsere (kanoner). Svenskerne gjorde, hvad de kunne for at forhindre det.

Tordenskjold mente, at erobringen af fæstningen ville blive vanskelig, men det gik lettere, end han havde troet. Kaptajn Kleve havde fået ordre til at gå vagt om natten på den yderste post mellem byen og fæstningen. Han sneg sig ind under fæstningen og lyttede her til en samtale mellem mandskabet, som mest bestod af tyskere og saxere. De var utilfredse og frygtede hungersnød, og de ville true kommandanten til at overgive sig. Tordenskjold lod kommandant Dankwart vide, at han ventede 20.000 soldater. Kommandanten sendte derfor kaptajn Utfall ned i byen for at se, om Tordenskjold havde så stor magt. Kaptajnen blev godt modtaget af Tordenskjold med mad og drikke. Som kaptajn Utfall havde bedt om, opstillede Tordenskjold sine soldater.

Der var kun 2-300. Kaptajnen opdagede ikke, at når han havde passeret nogle af soldaterne, løb de over i næste gade og stillede op igen, så da kaptajnen kom tilbage til kommandant Dankwart, fortalte han vidt og bredt om den store styrke af soldater Tordenskjold havde.

”Hvad djævlen nøler I efter”

Kommandant Dankwart på Carlssteen modtog beskeden om Tordenskjolds store styrke, og derefter afholdt han et krigsråd, hvor det blev besluttet at overgive sig. Kommandanten underskrev derfor kapitulationspunkterne.

Tordenskjold var hurtig til handling. Han bestemte, at fæstningen skulle rømmes samme dag klokken 15:00. Da der var gået over en time fra dette tidspunkt, var der intet sket. Tordenskjold gjorde nu noget af det mest vovelige og dristige, han nogensinde havde gjort. Han tog 100 mand med sig op til fæstningen.
Der lod han mandskabet blive udenfor og gik alene med to løjtnanter ind i fæstningen, hvor han traf kommandant Dankwart, der fik følgende tordnende tiltale af Tordenskjold: ”Hvad djævlen nøler I efter, ved I ikke, at den akkorderede tid er forbi?”
Havde kommandant Dankwart været snarrådig, havde han lukket porten, og det ville have været meget farligt for Tordenskjold. Ved Tordenskjolds mod og snildhed var Sveriges stærkeste fæstning Carlssteen erobret.

Dagen efter overgivelsen indbød Tordenskjold oberst Dankwart og de øvrige svenske officerer til et stort gæstebud om bord på ”Laaland”. Han prøvede at overtale oberst Dankwart til at gå i dansk tjeneste, men han var for fædrelandssindet. Året efter blev han henrettet for slet udført soldatergerning.
For sejren blev Tordenskjold forfremmet til viceadmiral.

Den svenske flåde brænder 

Efter erobringen af Marstrand mente Tordenskjold, at det ville være muligt at erobre fæstningen ”Ny Elfsborg”, der ligger tæt ud for Gøteborg. Det var lykkedes svenskerne at erobre de danske mørsere og tage artilleristerne til fange. Svenskerne tog 7 danske fartøjer om natten.
Tordenskjold skrev til guvenøren i Gøteborg og forlangte de 7 fartøjer tilbage, skete det ikke, ville han selv hente dem.

Tordenskjold var fast besluttet på at hente de danske skibe. Til dette foretagende havde han kun tre dobbelte og syv enkelte chalupper, samt tre gallejer. Tordenskjold sendte to kaptajner i land om natten den 8. oktober, de skulle overrumple den svenske eskadre ud for ”Gammel Elfsborg.”
De skulle fornagle kanonerne på havnebatteriet, og andre soldater overmandede vagterne. Geværsalverne vækkede svenskerne på ”Ny Elfsborg.” De danske soldater fik ordre til at larme vildt, så fjenden troede, at de var mindst 1000 mand. De skibe, Tordenskjold ikke kunne få ud af havnen, blev sat i brand, i mange af dem var der krudt, så der lød høje brag, da de sprang i luften.
Tordenskjold frygtede at blive taget til fange, så han skyndte sig ud til sine gallejer. Uforfærdet roede han i sin chalup.
Kuglerne susede om ham, de ramte fire af årerne, men han nåede Marstrand uden at have mistet en eneste mand.
Den svenske flåde blev knust. Det var den sidste af Tordenskjolds krigsbedrifter, og med den satte han kronen på alle sine sejre.

Peder Wessel adles i 1716

Peder Tordenskjold var det navn som Frederik IV gav Peder Wessel, da han den 24. februar 1716 ophøjede ham i adelstanden.

1. En lynstråle i blåt (den blå baggrund betegner det svenske rige, hvori Wessel havde ”lynet”.)
2. En hvid ørn i rødt (den røde baggrund er det danske rige, og den hvide ørn betegner det skib, som Wessel erobrede fra svenskerne og berømmeligt førte imod dem.)
3. To gyldne kanoner omgivet af tre kugler (hentyder til, at Wessel var en mester i at stille og bruge en kanon.)
4. En blå løve med et draget sværd med guld baggrund (det er den norske løve, der betegner, at Wessel var norsk af fødsel.)
Oven på skjoldet er en adelig turneringshjelm, hvorfra der rejser sig en ørneklo med lynsymboler, og på hver side af hjelmen er det danske flag med vimpel.
De fire felter er omkranset af stiliseret løv i heraldiske farver.