Finland

Kalevala - det finske natinalepos

Kalevala, det finske nationalepos hører til verdens litteraturen, på linje med De islandske Sagaer og De homeriske Digte. Derfor passer eposset ind i vores indsigt i vores nordiske landes kultur. Kalevala, forfattet af Elias Lönnrot (1802-1882), består af 50 sange og versfortællinger som blev indsamlet blandt den finske almue. De blev nedskrevet efter mundtlig tradition i tiden omkring 1850.

Heltedigtene skildrer kampen mellem to lande eller landskaber, Kalevala og Pohjala. Handlingen udspiller sig omkring tre helte: ”Gamle, vise Väinämöinen”, ”Mestersmeden Ilmarienen” og ”Muntre viltre Lemminkänen”. Bipersoner, der optræder i dele af værket, er f.eks.: Joukahainen, ”den magre karl fra Lapland”. Gamle, vise Väinamöinen er sanger og en gennemgående hovedperson. Sangene i det finske epos handler om naturens store kræfter, trolddom, drama, krig og kærlighed. Fra gammel tid blev alle vigtige fortællinger til kvad, der hørtes af alle slægter ned gennem generationer. Det blev en måde at kommunikere og føle samhørighed på.

I gamle dage blev Kalevala fremført af to sangere, som rokkede frem og tilbage – en understregning af versrytmen trokæisk. Rytmen spiller en fundamental rolle i Kalevala. 

En sang om verdens tilblivelse

Luftens unge lyse jomfru steg ned fra luften, dykkede ned i bølgedybet, ude på det åbne hav. Vinden vuggede luftens jomfru. Blæsten blæste hende svanger. Jomfruen flød som havets moder.

En dag kom en dejlig vildand, den fandt plads til en rede på jomfruens knæskal, som hun tilbød den forblæste vildand. Fuglen lagde seks guldæg. Det varmede jomfruen, hun blev så varm, at hun troede at knæet brændte. Jomfruen rystede knæet så voldsomt, at æggene faldt ned i vandet og trillede ud i havets bølger, hvor de gik i stykker.
Æggene havnede ikke i det dybe vand, alle stumperne blev anvendt, nogle blev til jorden, andre til himlene, æggeblommer blev til solen, æggehvider blev til månen, andre guldæg til stjerner på himlen, og andre igen blev til himlens mørke skyer.
På den måde blev verden skabt af guldæg.

Sangkampen

Gamle, vise Väinämöinen levede uforstyrret på Kalevalas hede, hvor han sang smukke sange. Rygtet om hans store evner nåede både sydpå og nordpå helt til Pohja, hvor den unge kække Joukahainen fra Lapland blev skinsyg.
Joukahainen kunne ikke tåle, at der var en sanger bedre end han. Derfor drog han sydpå for at sangdyste mod Väinämöinen. Den unge kække Joukahainen praler i sine sange med, at han anbragte månen og solen på himmelen og om hvordan han skabte Store Bjørn, da stjernerne skulle placeres.

Ved nattetide tog gamle, vise Väinämöinen til genmæle overfor den unge Joukahainens frække pralerier. ”Det er usandt hvad du synger, fordi dengang verden blev til, var du der ikke, da det skete.” Gamle Väinämöinen synger videre om naturens store kræfter.
Med trolddomskraft tryller han Joukahainen ned i fossen, hvor han råber højlydt om nåde.
”Hvad vil du give mig, hvis jeg hæver følgen af min trolddom?” Spørger Väinämöinen.
Joukahainen foreslår guld og sølv, men Väinämöinen takker nej. Joukahainen trylles længere ned i dyndet, fortvivlet og livræd tilbyder han Väinämöinen sin smukke søster Aino til ægte. Nu tryller Väinämöinen straks Joukahainen tilbage i god stand og han takker ja til tilbuddet om ægteskab med Aino. Nedbøjet drager Joukahainen hjem til sine forældre i Pohja.

Ainos skæbne

Da Joukahainen kommer hjem til sin slægtsgård, spreder tungsindet sig, fordi Aino er lovet bort til en gammel mand. Især Aino sørger over sin skæbne. Moderen prøver på at trøste hende med, at Väinämöinen er af fornem slægt, og at han har meget guld og sølv. Det trøster imidlertid ikke Aino. Hun beslutter sig for at tage sin smukkeste kjole på og svømme ud i søen for at tilbyde laksen, at den kan få hende til ægte. Heller gifte sig med en laks, der bor på bunden af søen, end med en gammel mand, der skal støttes på grund af ælde. Hun svømmer en aften ud til en stor sten for at se sit nye hjem på bunden af søen.

Joukahainens hævn

Gamle, vise Väinämöinen blev dybt berørt over Ainos skæbne, og bedrøvet henvender han sig til Vellamo, havets gud. ”Hvad skal jeg gøre, hvordan kan jeg skaffe Aino tilbage fra det dybe mørke vand?” ”Aino vil ikke tilbage! Väinämöinen, du må finde dig en anden kone i Pohja.” Svarer Vellamo. Väinämöinen følger rådet og drager over land og vand til Pohja.
Joukahainen ser allerede Väinämöinen ude på havet og står klar med sin armbrøst rede til at hævne sig. Joukahainens mor advarer: ”Skyder du Väinämöinen, dør al sang og spil i hele verden”. Joukahainen lytter ikke til sin mor, men spænder buen og skyder. Den første pil fløj for højt og anden pil for lavt. Den tredje pil ramte gamle, vise Väinämöinen, så han faldt i havet.
Et stormvejr førte Väinämöinen, ud på det åbne hav, og bølgerne drev ham frem og tilbage, indtil den store ørn (himmelfuglen) reddede ham og bragte ham til en strandbred.

Väinämöinens første tur til Pohja

Smertefuld lå Väinämöinen på den øde strandbred i Pohja. Jamrende og stønnende lå han ensom, indtil en Pohjapige hørte ham. Han blev bragt til Pohjagården, hvor han blev plejet, og her genvandt han sit helbred.
Louhi, Pohjagårdens kone, trøstede Väinämöinen og prøvede at sætte livsglæden i ham igen. Hans hjemve overskyggede al glæde, derfor hjalp Louhi ham og gav ham en hest, så han kunne komme tilbage til sit hjemland Kalevala.
Ved afskeden siger Louhi: ”Du må ikke standse på din vej. Gør du det, bliver det til ulykke for dig”. Väinämöinen adlød ikke, og han blev udsat for mange ulykker, inden han nåede hjem til Kalevala.

Lemmikäinens bruderov

Den viltre Lemmikäinen er en smuk, festlig og erotisk yngling, der får kvindernes hjerte til at banke.
Trods hans mange muligheder hos pigerne, forelsker han sig i den eneste, der er uopnåelig nemlig Kyllikki. Hun er vokset op i et fornemt hjem, og bejlerne står i kø for at få hende til ægte. Kyllikki var aldrig tilfreds med nogen af disse bejlere. Hun vil have en smuk og velskabt mand, lige så velskabt som hende selv. Disse krav skræmmer ikke Lemmikäinen, han drager til Saarisland, hvor han dyrker elskovslege med alle kvinderne.
En sommernat danser pigerne på engen, Kyllikki fører an, den muntre og viltre Lemmikäinen dukker op. Kvikt snupper han Kyllikki. Hurtigt farer han afsted væk fra dansepladsen, medens han truer de forskrækkede piger med død og ulykker, hvis de røber, at han har bortført Kyllikki.

Lemmikäinen tager til Pohja

Den viltre Lemmikäinen overbeviser Kyllikki om sin styrke og sine hensigter, så hun ikke behøver at skamme sig over at være hans kone, over for sin fornemme slægt. De indgår en bindende aftale: Hun må ikke danse alene om natten, og han må ikke drage i krig. Ingen af dem overholder aftalen. Trods advarsler drager Lemmikäinen i krig mod Lapland.
Ved Pohjagården blev han dårligt modtaget, mange kunne huske bruderovet af Kyllikki, og at han lå i med søstre og mødre. Nu forlangte han igen en af Pohjas døtre til kone.
Louhi, Pohjagårdens kone, sagde: ”Du får ingen af mine døtre, du har en kone derhjemme. Tag tilbage til hende”. Lemmikäinen svarer: ”Jeg returnerer Kyllikki”.
Louhi bliver både rasende og vred. Under stor latter fra alle i Pohja må Lemmikäinen over hals og hoved drage videre. Han kommer ud for mange ulykker, hekse og trolddom, f.eks. ”Slangen med de hundrede hoveder”. Uden våben, kun med trusler og trolddomstale, maner Lemmikäinen ”Slangen med de hundrede hoveder” ned i havet.

Lemmikäinen på øen

På vejen hjem sejler han over havet, og en dag kommer han til en ø.
Her sidder smukke piger og spejder med længsel ud over havet efter fædre og mænd,
der er draget i krig. De ser et lille skib i det fjerne, og med stor gæstfrihed tager de sig af Lemmikäinen, da han går i land.
Den smukke viltre Lemmikäinen blev hurtig populær, fordi han hjælper kvinderne med alt, hvad et mandfolk kan klare. Han indynder sig med sang og elskov hos kvinderne, som alle elsker ham.
Lemmikäinens kvinder skaffer ham et stort rummeligt hus, her holdes fester med mad og drikke og mange sange. Han bedårer kvinderne og går til deres gilder og til deres lege, han var velkommen alle steder, hos døtre såvel som mødre. Livet blomstrer omkring Lemmikäinen og velstanden vokser.

Den viltre Lemmikäinen bliver på øen i tre år. Først da de smukke kvinders hjemvendte fædre og mænd opdager hans gunst hos deres kvinder, bliver det farligt for ham at blive på øen. Han opdager, at mændene skuler til ham og sliber deres våben. Han aner ufred og farer for sit liv.
En nat vil han uset sejle fra øen, men mændene har brændt hans båd af,
hurtig må han trylle en ny båd frem, og i den flygter han, medens øens bedrøvede
kvinder vinker farvel. 

Lemmikäinens hjemtur

Den viltre Lemmikäinen sejler i mange dage i stormfuldt vejr. Et vældigt vindstød vælter hans båd. Han svømmer dag og nat, inden han ser fastland. Lemmikäinen går straks til det første hus, da han når i land. Der beder han om mad og drikke af en god og gavmild husmor. Hun skænker ham også en træbåd, så han kan fortsætte sin hjemrejse.
Efter mange strabadser når Lemmikäinen til sin hjemegn. Han genkender strande, marker og husker sin gamle gård. Han finder den nedbrændt og alt forladt. Lemmikäinen spørger efter sin mor alle vegne, men ingen kan hjælpe ham, mange siger, at hun er død. Ufortrøden spørger han skovens fugle: ”I fugle, som har overblikket, hjælp mig med at finde min mor”. Ravnen synger: ”Hun er forsvundet” Kongeørnen svarer: ”Din mor er død”.

Lemmikäinen finder sin mor

Den viltre Lemmikäinen opgiver ikke sin søgen, han leder længere og længere inde i skoven efter sin mor. Stor blev glæden, da Lemmikäinen efter lang tid finder sin mor i en lille, fattig hytte. Moderen fortæller, at mændene fra Pohja har brændt slægtsgården til aske. Lemmikäinen trøster: ”Nu behøver du ikke længere at være bedrøvet, jeg bygger en ny gård til dig”. Han fortæller hende om sine oplevelser, og sammen finder de glæden ved livet. Lemmikäinen synger stjernerne ned fra himmelen til den store gran ved den fattige hytte til glæde for sin mor og skovens småfolk.
Den viltre Lemmikäinen tager senere på hævntogt til Pohja.