Grønland 

Knud Rasmussens "Myter og sagn"

I Grønland blev jeg som så mange andre grebet af den store flotte natur. Den inspirerede mig til en serie landskabsmotiver. Men mødet med grønlænderne fik mig til at læse mere om deres fortid. Jeg blev især fortryllet af de mange helt specielle grønlandske myter og sagn, som Knud Rasmussen allerede i 1921 fik udgivet for første gang. Bogen ”Myter & Sagn” er en samling fortællinger, som eskimoer har fortalt til Knud Rasmussen. Han har derefter oversat og nedskrevet dem. Knud Rasmussen forudså dengang, at grønlænderne en dag ude i fremtiden ville søge tilbage til deres oprindelige rødder, og så ville disse mundtlige fortællinger være en uvurderlig skat af ældgammel fortællekunst, der desværre ikke findes på grønlandsk, så vidt jeg ved.

Fortællingerne spænder over et stort spektrum af livserfaringer, og alligevel er de så forskellige fra, hvad vi kender fra de gamle nordiske folkesagn. De kan være rå, grusomme og vidne om sult og vanskelige livsvilkår. De kan handle om kærlighed og fangst, om trolde og ånder og meget andet.

Jeg har udvalgt nogle fortællinger, som foregår udendørs, så handlingen kan få den grønlandske natur som baggrund. For at lette forståelsen har jeg udarbejdet en kort billedtekst, så man får et indtryk af handlingen i billedet, der viser en del af eller hele sagnet.

Jeg vil anbefale meget at læse Knud Rasmussens ”Myter & Sagn”.

Besøg på månen

Nogle åndemanere besøgte månemanden for at bede om regn. På månen fandtes en stor sø, hvorfra vandet sendtes ned på jorden. Månemanden var imidlertid blevet træt af menneskenes svineri, så han viste dem gennem et hul i månen, hvor grimt det så ud med alle de hundelorte, som lå og flød på jorden.

Jeg har kun tegnet hundene.

Immap Ukuaa - Havets Moder

Den blinde åndemaner besluttede at besøge Havets Moder. Det var en lang og besværlig rejse med mange faldgruber.
Efter nogen tid forstår hun, at han vil hjælpe hende med at rede smudset ud af hendes hår.
Med en stor kam reder han Immap Ukuaas hår rent for de indfiltrede dyr.
Hun bliver glad og taknemmelig da hendes hår er rent og fri for alle urenheder og de væsner som havde filtret sig ind i det.
Dyrene bliver frigjort til fangst for menneskene.
Hun forklarer nu: ”Her ligger jeg og er ved at bukke under for menneskenes smuds. Jeres overtrædelser af regler og urenhed besmitter mig.” Da han var færdig med rensningen samlede han alt smudset og kastede det bort.

Asiaq, der hersker over vejret og vindene

Asiaq har stjålet en eskimodreng, fordi der ikke var en eneste mand, der ville gifte sig med hende, fordi hendes mund, øjne og næse sidder på tværs i hendes ansigt.
Derefter glemte hun helt menneskene, og åndemaneren Ajak og hans hjælpeånder måtte tage op til hende og bede om regn.
Efter hun havde giftet sig med drengen, som nu var voksen, havde hun glemt at se efter vejret, det var blevet meget dårligere end i gamle dage. I hendes hus står alting på hovedet.
Hun bød på mad, som hun hentede fra jorden.

Hvorledes tågen blev til

Troldkvinden er nået til elven, åndemaneren der flygtede fra hende, var allerede nået over på den anden side af den store elv.
Troldkvinden kan ikke svømme, så derfor råber hun: ”Hvordan skal jeg komme over elven?”
”Drik alt vandet” svarer åndemaneren, og hun begynder at drikke og stopper ikke, førend hun revner og bliver til tåge.

Tagta – som druknede og levede op igen

En tupilak sendte Tagta ned på havets bund, hvor han mødte sin bedstefar, som hjalp ham med at kæmpe mod hajerne, og som gav ham en hvid pind, så han kunne komme tilbage til livet.

Kunuk

Kunuk og hans lillebror overværede en hvalrosjagt. Omsider dræbtes den, og mens den blev klargjort til bugsering, lå Kunuk og hans lillebror i skjul og så til.
Først troede de, at den skulle bugseres over til den anden side af fjorden, men da fangerne satte sig i bevægelse, styrede de lige hen mod deres gemmested.

Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage

Manutooq, som kun havde to døtre, plejede at gå på rensdyrjagt i et par dage oppe i fjeldet, hvortil hans døtre roede ham.

Dette gjorde de år efter år med rigt udbytte. Men engang på en hjemtur, sendte han sine døtre i land for at fange edderfugle og hente vand, og pludselig slog onde tanker ned i hovedet på ham.
Manutooq stødte konebåden fra land og sprang selv i båden. ”Vi rejser fra vore døtre”, sagde han til sin kone og truede hende med sin store jagtkniv, da hun protesterede.

Pigerne råbte på deres forældre, som hurtigt roede længere og længere bort og lod dem alene tilbage. De blev meget fortvivlede og brast i gråd.

Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage (fortsat)

De to små forladte piger fik øje på en lille isflage.
”Lad os bruge isflagen som båd og rejse hjem”, sagde den ældste søster.
De drev omkring ude på havet uden at vide hvorhen. Søerne blev større og større, og til sidst tabte de ganske land af sigte.
De kom så langt til søs, at de bare havde himmelen omkring sig. Da begyndte isflagen at gå i stykker. Den ældste søster tog sit hårbånd af og bandt det om isflagen, og derefter blev den ikke mindre. En tyk tågebanke lagde sig over dem, og havet blev blikstille.
Efter et par dage blev det smukt vejr og de så land forude. Stille løb isflagen ind mod land og stødte på grund, og sådan overlevede de to søskende.

Sungersuussaq

Sungersuussaq tog ofte på jagt sammen med sine mange svogre. Han havde også en plejesøn, som han holdt meget af og som derfor også kom med på jagt.

Engang kom de til et fremmed hus, hvor man tog godt imod dem. De blev bespist på bedste måde, men under måltidet forsvandt den ene mand efter den anden. Til sidst sad de alene tilbage, indespærret i huset. Kun ved list slap de ud.
De flygtede da, så hurtigt de kunne.

Da de nåede havet, måtte Sungersuussaq igen bruge trolddom. Alle svogrenes amuletter var bjørne, kun hans plejesøns amulet var en snespurv. Sungersuussaq tryllede sig selv og sine svogre om til bjørne og de kastede sig ud i havet. Kun den lille plejesøn blev stående.

Da sagde Sungersuussaq ”Kast dig ud i havet og bask med armene som en fugl”.
Det gjorde han og blev da til en snespurv. Da de kom hjem, steg de ud af bjørnehammen og på den måde fik Sungersuussaq reddet sine svogre og sin plejesøn.

Qisuk, der kom sydpå

Qisuk og hans kone rejste sydpå og medbragte beredte skind og spæksyltede søkonger, som betaling; de ville købe træbakket til kød. Da de kom lidt sydover sagde en mand til dem: ”Folk sydpå er ikke gode mennesker, de lader ingen slippe levende fra dem”.

Da Qisuk og hans kone nåede frem, fandtes der her to kvinder, som ofte sang trommesange. Qisuk og hans kone blev der nogle dage. Men da Qisuk anede uråd, gik han om natten, lige før de skulle på hjemtur, alene ud og overskar alle de andres slæderemme indefra, således at det ikke kunne ses.

Til sin kone sagde han: ”Skynd dig ud, jeg venter på dig”. Hun kom straks.
Han fik sine hunde hidset op til vildt løb ved selv at løbe ved siden af dem, og ganske som forventet; snart var de forfulgt af vrede syd boere. Men deres slæderemme braste og mederne faldt sammen under deres slæder. Qisuk brugte sin amulet, der var en stor hund.

Der herskede stor nød ved husene i Illuerúneq

Alle sultede og var helt udmattede, kun en lille forældreløs dreng gik på jagt. En dag opdagede drengen et hus, hvori der boede en stor enøjet kæmpe.
Drengen blev godt modtaget af kæmpen og da han skulle hjem, forærede kæmpen ham alt det rensdyrkød, han kunne bære.
Næste gang drengen besøgte kæmpen, sagde denne: ”Vi skal til stor Angakkoq fest ved Equutit. Du skal klamre dig fast til min hals og lukke øjnene.”
Kæmpen fløj da som en fugl. Kun en susen, som var man midt i en storm, var alt hvad drengen mærkede.
”Nu er vi fremme ved Equutit”, sagde kæmpen.
Han dalede ned, idet han bevægede sig i en rundkreds. Han spilede armene ud og sejlede gennem luften, uden vingeslag, sådan som store fugle gør, når de skal sætte sig. Hele natten gik. De fornemmeste Angakkoqer sang og manede. Først mod morgengry fløj de atter tilbage.

Qaaterfaarssuk

En gammel mand havde skræmt Qaaterfaarssuk ved at trække i et bjørneskind og udgive sig for en rigtig bjørn, der ville angribe ham. Nu ville Qaaterfaarssuk gøre gengæld, så en dag svømmede han ud til kajakkerne i en hvalrosham.

Han satte sin forlalle på den gamle mands kajak og brølede ham lige ind i ansigtet, så han fik helt ondt af skræk. Derefter tog Qaaterfaarssuk hans fangstblære fra ham.

Senere hen, da fangerne var samlet om aftensmåltidet, udleverede Qaaterfaarssuk den gamle mands fangstblære tilbage og forklarede, at det var ham, der ville gøre den gamle mand bange.

Alle lo og den gamle mand sænkede hovedet i skam.