Færøerne

Sælkvinden

I bogen ”Sagn og eventyr – fra Færøerne”, oversat af Kirsten Gade, udgivet i 1982, fandt jeg et sagn, som er helt anderledes end de sagn, jeg før har læst fra den nordiske litteratur. Fortællingen inspirerede mig, og det indtryk jeg havde af Færøerne med det smukke grønne landskab, de sprudlende vandfald og de mange får, kombineret med den fine dramatiske fortælling om de druknedes fest på Helligtrekongersaften, var et naturligt indslag i min bog om Nordiske illustrationer. En færing gjorde mig opmærksom på, at sagnet om Sælkvinden ikke slutter som jeg har illustreret, men at sælkvindens skæbne var meget mere dramatisk og sørgelig end den oversættelse, jeg havde fundet.

Sådan er det ofte med folkefortællinger, de har flere varianter over samme emne.

I gamle dage sagde man, at de mennesker, der druknede, blev til sæler. De levede videre nede i vandet. Kun nogle få timer om året kom de op på land. – Natten før Hellig Tre Konger fik de lov til at være som mennesker igen.
De kunne stige op af bølgerne og tage deres sæl-ham af. Og de kunne feste på jorden til den lyse morgen. Man sagde, at de plejede at danse på de flade klipper eller i klippehulerne nær ved havet.

Så skete det engang, at en ung bonde fik lyst til at se, om det gamle sagn talte sandt. Han gik hjemmefra dagen før Hellig Tre Konger. Da han kom ned til kysten, gik han dér hen, hvor man sagde, at sæl-folket plejede at komme op. Her krøb han i skjul bag en stor sten og gav sig til at vente, til det blev aften.
Så snart solen var gået ned, begyndte der at ske noget. Havet syntes nu at vrimle med sæler. Der var utrolig mange, og én for én krøb de op på land. De trak deres sæl-ham af og blev til rigtige mennesker. Så tog de hinanden under armen og begyndte at danse ringdans i måneskinnet. Mænd og kvinder mellem hinanden.

Pludselig så den unge mand en sæl komme op lige ved det sted, hvor han sad skjult. Den trak sin sæl-ham af og lagde den ikke langt fra ham. Og uden hammen viste sælen sig at være den smukkeste pige, man kunne tænke sig. Bonden kunne slet ikke få øjnene fra hende. Med lette skridt gik hun hen over klipperne for at slutte sig til de andre.

Den unge mand sad en stund helt lammet af synet. Så fik han en idé. Han listede stille hen og tog hendes sæl-ham.
Han stak den op under sin bluse – og gemte sig igen bag stenen.
Sæl-folkene dansede hele natten. Først da det begyndte at lysne, holdt de op. De skulle jo tilbage til havet, inden solen stod op. I den sarte morgen tog de deres ham på og sprang ud i bølgerne.

Kun én af dem kunne ikke finde sin sæl-ham igen. Det var den smukke unge pige. Hun ledte og ledte. Til sidst var hun lige ved at græde.
Da var det med ét, som om hun kunne lugte, at den måtte være i nærheden.
I næste øjeblik opdagede hun tyven. Hun løb hen til ham og bad om sin sæl-ham.

Men bonden holdt fast ved den og ville ikke give hende den tilbage.
I stedet for begyndte han at gå op mod sit hus med den. For pigen var der intet andet at gøre end at følge efter.

Hjemme på gården ville bonden heller ikke give hammen fra sig. Han var så glad for at have lokket denne smukke unge pige med sig hjem. Nu hvor hun var der, ville han ikke af med hende igen. For at sikre sig, at hun ikke kunne flygte fra ham, lagde han sæl-hammen ned i en solid kiste, der stod inde i stuen. Han låste den godt og tog nøglen til sig. Og fra den dag gik han altid med nøglen ved sit bælte.

Nu gik tiden. Dag efter dag, år efter år. Bonden og sælkvinden levede sammen som mand og kone, og de fik flere børn. Men bonden passede altid på, at kisten i stuen aldrig blev låst op.

Så skete det engang, at bonden var ude at fiske sammen med nogle andre mænd. Da de havde fisket et stykke tid, kom han til ar røre ved sit bælte. Og hvad opdagede han? Nøglen var væk! Han blev helt ude af sig selv og skreg til de andre: ”Nu tror jeg, jeg er uden kone! ”
Alle i båden trak hurtigt deres liner op. Så tog de årerne og roede for fuld kraft hjemad. Men ak, det var allerede for sent.

Da bonden kom ind i sit hus, så han straks, at kisten stod åben. Han løb hen til den og opdagede, at sæl-hammen var væk.
Henne i krogen sad de små børn med forskrækkede øjne. – Deres mor havde dog sørget godt for dem, inden hun flygtede. De skulle ikke komme noget til, mens de var alene. Hun havde slukket for ilden på ildstedet, så de ikke kunne brænde sig. Hun havde også gemt knive og alt andet farligt væk. Så havde hun taget sin sæl-ham og var løbet ned til stranden.

Hun var sprunget lige ud i bølgerne, for hun kunne simpelthen ikke lade være. Det var jo i havet, hun hørte til. Og straks var der en han-sæl, der kom svømmende hen til hende. Den havde været hendes kæreste engang for længe siden. – I alle disse år havde den trofast ligget og ventet på hende ved kysten. Nu kunne de to sæler igen følges ud på det dybe hav.

Men sælkvinden glemte aldrig sine børn oppe på jorden. Engang imellem kunne hun ikke lade være med at svømme helt tæt ind til land for at se efter dem. – Hvis de så legede nede ved stranden, lå hun bare stille med hovedet ved vandfladen og kiggede på dem. Og børnene følte sig altid så underlige, når de så denne sæl med de store, triste øjne betragte dem. Nogle mennesker havde nemlig fortalt dem, at det nok var deres egen mor.