Nordisk mytologi

Ragnarok - En gudefortælling

Motiverne er tegnet over Willy Sørensens bog ”Ragnarok - En gudefortælling.” For mange år siden læste jeg bogen og for nyligt fik jeg lyst til at genopfriske min erindring om den. Derfor gik jeg på biblioteket for at låne den. Her blev jeg meget overrasket over, at der findes ca. 70 bøger, der omhandler den nordiske mytologi, der iblandt en del børnebøger.

Det, der gør den nordiske mytologi så spændende at læse, er de fantastiske dramatiske begivenheder, som guderne kommer ud for, og så deres snu og menneskelige måde at takle begivenhederne på. På trods af deres indsigt og styrke handler guderne ofte uklogt, og det fører til sidst til deres eget endelige.

For at man kan forstå billederne, har jeg ud for hver tegning skrevet et kort resumé. Det er tænkt som en opfordring til selv at læse bogen, så får man meget mere fornøjelse af fortællingerne.

Heimdal

Der var engang, da verden blev styret af nogle højere væsener aserne, som menneskene dyrkede som guder. Midgård, er det frugtbareste land og der boede menneskene. Midt i Midgård havde guderne bygget deres egen borg, Asgård, på den store slette Idasletten, der er omgivet af høje bjerge.

Jætterne boede i Udgård, der bestod mest af klipper, ødemarker og tætte skove. Jætterne levede af fiskene i vandet og dyrene i skoven. Jætterne sagde, at aserne havde taget verden fra dem og lavet den om. Det er svært at komme op til guderne, de plejede at køre ad regnbuen.
Hvor regnbuen nåede Asgård, havde vagtguden Heimdal sin bolig. Han kunne se hundrede af mile, og kunne høre græsset gro. Hvis jætterne kom, blæste Heimdal i et vældigt horn, ”gjallerhornet”, men det gjorde han kun, hvis der virkelig var fare på færde.

Odins borg hed Valhal. Øverst på borgen havde Odin en udkigspost, samt to ravne, Hugin og Munin. De hviskede ham i øret, hvad de hørte og så ude i den store verden.

Gudernes råd

Engang imellem steg Odin ned fra sin udkigspost, Lidskjalv, og indkaldte til råd. Så satte guderne sig i en rundkreds. Over for Odin sad hans kone Frigg. Til højre for Odin sad hans søn Tor og til venstre hans søn Tyr. De var begge krigsguder. Tyr for den mere ordnede kamp. Tor var gud for de vilde krige. Sif, Tors kone, hun sagde aldrig noget, fordi hun altid blev overdøvet af Tor.

I rundkredsen sad også Njord, som var gud for frugtbarheden på jorden og havet. Hans børn, Frej og Freja, var kærlighedsguder. Frej var gud for den hede kærlighed, der kaldes lidenskab, og Freja var gud for den milde kærlighed, der kaldes ømhed. Freja havde store gyldne fregner, hendes tårer var af guld.
Retsguden hed Balder, han tog sig af guden Høder, der var blind. Ydun var gud for ungdom og sundhed, og sådan så hun også ud.

Så var der Loke, som oprindelig var jætte, og Frigg syntes ikke han skulle være med i gudernes råd, men det mente Odin. Loke kunne skifte skikkelse og gøre sig til forskellige dyr, og man var lidt bange for ham. Han blev ofte sendt til jætterne for at spionere, og nogle mente, han også spionerede for jætterne, så han var nok dobbeltagent.

Ydun og hendes æbler

I den hellige lund i Asgård var der en frugthave hvor der voksede et æbletræ, kun Ydun, guden for ungdom og sundhed, måtte plukke æblerne. Kun guderne måtte spise disse æbler, som gav guderne evig ungdom og sundhed.
Digterguden Brage var så betaget af Ydun, at han helst skulle være i nærheden af hende, så han kom aldrig i rådet.

For at lokke Ydun ud til jætterne, fortalte Loke hende, at han havde set et æbletræ, som lignede hendes træ, og da de stod der, blev Ydun bortført af en kæmpe jættefugl. Odin havde fra Livskjalv set Loke og Ydun forlade Asgård i fugle-ham, og han anede uråd. Loke havde overladt Ydun til jætterne, nu måtte han skaffe hende tilbage, for guderne kunne ikke undvære deres æbler, som holdt dem unge og sunde.

Muren om Asgård

Da guderne havde indrettet Midgård og bygget Valhal, kom der en bygmester og tilbød at rejse en mur rundt om Asgård. Han kunne bygge muren i løbet af tre vintre, men så ville han have Freja, sol og måne som betaling.

Det synes aserne var lovlig dyrt, men de gik ind på hans krav på den betingelse, at muren blev færdig på en vinter, og han alene skulle bygge den. Det gik bygmesteren med til, hvis han blot måtte tage sin hingst Svadifare til hjælp. Det gik aserne med til efter Lokes råd.
Bygmesteren begyndte det hårde arbejde og hesten arbejdede dobbelt så meget. Guderne fortrød senere, fordi muren var næsten færdig allerede tre dage før den aftalte tid. Hvordan skulle guderne kunne undvære Freja, sol og måne? De vendte sig mod Loke og sagde, at det var hans skyld, nu måtte han redde dem ud af kniben.

En dag bygmesteren arbejdede, kom en hoppe løbende ud fra skoven og vrinskede ad hingsten. De to heste løb sammen væk og kom ikke tilbage. Bygmesteren blev jætterasende, og guderne måtte sende bud efter Tor, der svang sin hammer Mjølner og braste skallen på bygmesteren.

Lokes hoppe folede en tid senere med et gråt føl, der have otte ben. Det var Sleipner. Det er den hest Odin rider på, over land, vand og gennem luften.

Frejs kærlighed

En dag, da Odin red ud på sin ottebenede hest Sleipner, listede Frej op i Valhal til udsigtspunktet Lidskjalv. Da han nu kunne se alverden, forstod han, hvor godt det var med kæmpemuren. Pludselig så Frej i Udgård en ung kvinde, et lys udgik fra hende, var det trolddom eller jætteblændværk?

Han var blevet forelsket. Frej ville straks ride til Udgård, men Odin havde udstedt forbud imod, at guder forlod Asgård. Hvad skulle Frej gøre? Han havde aldrig troet, at han ville betro sig til Loke, men det gjorde han. Frej bad Loke om at fri til pigen på hans vegne. Loke svarede, at han måtte have noget med, der viste, at Frej mente det alvorligt, f. eks. hans sværd. Frej blev forskrækket fordi sværdet, Skræp, var det vigtigste våben efter Tors hammer. Loke sagde, at en kærlighedsgud ikke havde brug for et sværd, så Frej gav Loke sværdet.

Loke kom tilbage med Gerda, som slet ikke kunne stå for Frej. Freja omfavnede sin svigerinde og der blev bryllup. Balder forlod nedtrykt brylluppet, for det erindrede ham om en af hans uhyggelige drømme.

Midgårdsormen

En dag opdagede Tyr Fenrisulven og Midgårdsormen i lunden i Asgård. Ingen vidste, hvordan de var kommet der. Ulven var kun en unge, og ormen var meget lille, men de voksede hurtigt. En dag var ormen kravlet op i Yduns æbletræ. Guderne bestemte så, at de ville drukne ormen, og det var Tor, der måtte slæbe ormen afsted. Tor fik den båret ned på de yderste klipper og kastet ud i verdenshavene.

Der blev færre og færre fisk i havet, og man mente, at det var Midgårdsormen, der spiste dem.
Så bestemte Tor, at den skulle dræbes. Tor opsøgte fiskejætten Hym, som han kendte. Tor bestemte hvad de skulle fiske, og hvilken madding der skulle bruges, det blev den største okse i Hyms kvægflok, og så drog de afsted på fisketur. Tor roede meget, meget langt ud på havet. Han smed oksen ud på krogen. Midgårdsormen kom op, og den sendte sin ildtunge ud og sprudlede og hvæsede af dem.

Tor halede Midgårdsormen ind, men jætten Hym tog sin hvalkniv og skar linen over, og med et rasende brøl, sendte Tor sin hammer efter ormen, og hammeren kom ikke tilbage. Tor roede ind til land og gik hjem til Asgård. Hvordan skulle han nu vise sig for guderne uden hammeren Mjølner?

Fenrisulven kommer i snor

Fenrisulven var snart lige så høj som Tyr. Den var stadig hvalp og legesyg, og den sprang op ad guderne, mest op ad de kvindelige. Tyr havde sagt, at han ville tage den i lænke, hvis den blev for voldsom, han sagde også at der ikke var nogen lænke, der kunne holde den, men i lænke skulle den.

Guderne prøvede med to lænker, men Fenris behøvede bare at gabe, så var den fri. Nu sendte guderne bud efter dværgene i våbensmedjen, og de skulle nu vise deres største kunst. Det tog lang tid, for dværgene skulle fremskaffe specielle materialer til lænken, som de kaldte Gleipner, som blev lavet af kattenes tramp, kvindens skæg, bjergets rødder, fiskens ånde og fuglenes spyt, og alt blev brugt op, så nu kunne kattene ikke mere stampe.
Fenris ville ikke have lænken på, da den var færdig, for Fenris var bange for lumskeri.

Men hvis en var villig til at stikke sin arm ind i munden på den, ville den gå med til det. Tyr gik hen og stak armen ind i flaben på Fenris og ulven kom i den stærke lænke, som ikke kunne sprænges. Fenris blev så arrig, at fråden stod om munden, og pludselig var der blod blandet i. Det var fra Tyrs højre arm.

Balders drøm 

En nat vågnede Balder og troede, han var i Helhjem, dødsriget under jorden. Men han var i Asgård, og han var helt uden kraft.

Balder fortæller Høder om sin drøm, hvori alle er samlet i den hellige lund. Alle er glade, som om en stor fare er afværget. Alle omfavner Balder, men pludselig begynder Tor at kaste noget efter ham, og alle de andre kaster noget. I begyndelsen er det kun for sjov, og han er ikke bange. Selv Odin kaster sit spyd, som intet kan standse, men Balder standser det, og Tor tager sin hammer og kaster af al kraft, men hammeren rammer ikke. Pludselig mærker Balder et lille stik og falder, og så vågner han. Efter drømmen blev Balder så mørk i blikket. Hans mor spurgte, hvad der var i vejen, og Balder fortalte hende om sin drøm, men han sagde, at det ikke var jætter, det var nærmest vilde dyr. Frigg sammenkaldte alle alfer og vætter og bad dem om at få alt i naturen til at aflægge ed på ikke at skade Balder. Også alle guderne aflagde ed, og Loke fik jætterne til at aflægge ed. Nu måtte Balder da føle sig sikker, men han var stadig bekymret.
Balder drømte også om Ragnarok, men det fortalte han ikke til nogen.

Balders død

På den største plads i Midgård var næsten alle mennesker samlet, og de jublede, da guderne ankom.
Over alle guder strålede Balder, det var ham der skulle være målet for gudernes kastevåben. Alle kastede deres våben mod Balder, men de prellede af på ham, da alle troede at legen var til ende fik Balder en pil i hjertet og faldt om.

Alle guderne stod helt stive, og Balder blev liggende. Ingen havde rigtig set, hvad der var sket, og den, der havde set mindst var den blinde Høder, der havde afskudt pilen. En havde stukket ham en bue i hånden og havde sigtet for ham. Nu stod han der alene, han var den eneste, som ikke vidste, at Balder var død.
Alle var ulykkelige og græd, men ikke Loke, han vidste, at Hel ville sende Balder tilbage fra dødsriget, hvis alle ville græde over ham. Det gjorde alle undtagen Loke, og Hel beholdt Balder.

Den mest ulykkelige var Balders mor, Frigg, hun græd helt fortvivlet.

Asernes hævn

Det gik op for aserne, at Loke var deres fjende og årsag til Balders død, og da de afholdt gudernes råd, sprang Tor op med sin hammer, men i det samme forvandlede Loke sig til en flue.
Loke kunne nok skabe sig om, men så skulle han være vågen. Loke kunne skabe sig om når han var vågen, men skal han sove, må han tilbage til sin egen skikkelse. Derfor fandt han en tom fiskerhytte ved en fos. Der skjulte han sig om natten. Om dagen skabte han sig om til en laks og svømmede i fossen.

En nat mente han at kunne høre slag af ravnevinger og trak sig ind i mørket, og næste dag kom Tor og Tyr.
Aserne fandt et net, som Loke havde lavet, og så gik de op til elvens udspring og kastede nettet i vandet. I første omgang fik de ikke fat i Loke, men de jagede ham ud mod havet. Havet ville være livsfarligt for Loke, for han skulle forvandle sig til sin egen skikkelse, når han skulle hvile. Derfor sprang han over nettet. Nu vidste aserne, hvor de havde ham, og næste gang han sprang fik Tor fat i ham. Tor slog laksen bevidstløs mod en sten og viklede den ind i nettet, og som laksen lå der, så forvandlede den sig til Loke.

Loke og slangerne

Da Loke var blevet fanget, slæbte guderne ham ind i en klippehule, og smededværgene kom og gjorde deres lænker fast i klippen og bandt Loke til klippen. Loke vågnede af sin bedøvelse og stak i et skrækkeligt hyl og sagde, at det blev gudernes undergang, for jætterne ville hævne ham med Ragnarok. Guderne hørte ikke på ham, og de havde fanget nogle edderorme, som de gjorde fast i hulens loft, så deres edder kunne dryppe ned i Lokes ansigt, hvor det ætsede ham, og han brølede endnu højere. Men guderne gik, da de nu havde hævnet Balders død.

En ung kvinde, som havde hørt Lokes brøl, kunne ikke holde ud at høre på det. Hun havde en skål med, som hun holdt under ormene, så giften ikke faldt på Lokes ansigt. Hver gang skålen var fuld af gift, måtte hun tømme den, så brølede Loke og vred sig igen, så hele klippen dirrede. I sin vildelse mente han at se Freja for sig, det kunne han ikke forstå.

Ragnarok, jætternes hævn

Pludselig ryster alting, og alting ryster løs. En ulv så stor, at den kan gabe fra jord til himmel, sluger solen. En orm så stor, at den fylder hele havet, skyder op over land og spruder gift og ild, så jorden begynder at brænde. Asketræet stikkes i brand, dets ildgrene breder sig over hele verden og rager stjernerne ned. Jættefugle, flyveøgler og ilddrager lander på krigerne og maser dem.

I Midgård myldrer mennesker ud som myrer fra ødelagte tuer. Jættehæren rykker hen over dem, op ad regnbuebroen, der brister. Ulven skræver op i Asgård, ormen rejser sig på halen og bider sig fast i Odins Lidskjalv og haler sig op.

Odin slynger sit spyd i ulven, der sluger spyddet og Odin med. Tyr løfter sin venstre arm mod ulven, og han mister armen. Frej står og fægter med armene mod tårnhøje jætter. Tor slynger sin hammer mod ormen og knuser dens hoved, ormens edder står i en voksende stråle ud af den, og Tor falder.
Havet skyller op over Midgård, jættefuglene letter med ild i vingerne og forsvinder som gnister i røgen.
Og på den måde blev Balders drøm om Ragnarok desværre opfyldt.