Estland

Kalevipoeg

Estland har en plads i den nordiske litteratur med blandt andet ”Kalevipoeg”, landets nationale epos. Hovedpersonen er en stærk ung mand, søn af Kaleva og Linda, som begge er en mellemting mellem guder og mennesker. De er oprindeligt hovedpersoner i det finske nationale epos ”Kalevala”. Naboskabet til Finland træder også frem flere steder i de estiske fortællinger. I Finland var det Elias Lönnrot, der indsamlede og bearbejdede folkeviser og fortællinger, så det fremstod som en helhed og blev til ”Det finske nationalepos Kalevala” udgivet første gang i 1835.

Det estiske epos var undervejs længe, fordi det er folklore, der er beskrevet af flere forfattere. Første gang man hører om jætten Kalevipoeg er i 1600-tallet, men først omkring 1830 blev det almindeligt i hele Europa at indsamle folkeeventyr. Universitetsbyen Dorpat (Tartu) blev centrum for den spirende estiske kultur. Der blev grundlagt et litterært selskab med den opgave at arbejde for alsidigt kendskab om det estiske folk, dets sprog og litteratur, dets historiske fortid og nutid.

I Estland var det Fæhlmans, der havde indsamlet materialet, men det blev Friedrich Reinhold Kreutzwald, der bearbejdede de mange folkeviser og fortællinger til en helhed på 20 sange. En del af sin barndom boede han ved Peipussøen, som indgår i handlingen i nogle af sangene. I efteråret 1856 kunne manuskriptet afleveres til trykning, og det blev udgivet som syv hæfter i årene 1857 -61. Den udgave, der ligger til grund for illustrationerne i kalenderen 2011, er: ”Kalevipoeg, Esternas hjälteepos”, af Friedrich Reinhold Kreutzwald.

Eposset om Kalevipoeg består af tyve sange, eller nærmere tyve små fortællinger. De første fortæller om Kaleva og Linda, som er forældre til tre drenge. Kaleva er en mægtig mand, en mellemting mellem en gud og en konge, Linda er en mellemting mellem en gudinde og en dronning.
Forældrene og drengenes barndomshjem beskrives. Det er en dejlig fredfyldt barndom i et smukt landskab. Den yngste af brødrene, Kalevipoeg, så aldrig sin far. Kaleva var gammel og døde, inden Kalevipoeg blev født. Alligevel havde faderen bestemt, at den yngste søn skulle være konge efter ham.
Brødrene kårer Kalevipoeg til konge efter en kappestrid, hvor Kalevipoeg havde vundet alle disciplinerne. Brødrene tager afsked med hinanden, og de to drager ud i den store verden hver for sig for at gøre deres lykke. Kalevipoeg bliver hjemme for at videreføre sin fars gerning.

I sin ungdom, inden Kalevipoeg blev konge, havde han pådraget sig skæbnens opmærksomhed på grund af sin ungdoms letsindighed og sin umådelige styrke.
F.eks. da han på vej til den verdensberømte våbensmed Suomismed, kom forbi et sted, hvor han hørte en skøn jomfru synge om sine kærlighedslængsler, forfører han pigen, og hun styrter sig ud over en klippe i havet af skam. Kalevipoeg forsøger at redde hende, men forgæves.

Kalevas søn, også kaldet Kalevipoeg, roede væk fra den sørgelige hændelse og roede lige til Finland. Her opsøger han våbensmeden og hans tre sønner. Kalevipoeg får mange sværd at se og prøve, men ingen tilfredsstiller ham. Suomis foreslår, at han vil smede et sværd, der er magen til det, han for lang tid siden smedede til hans far.
Efter lang ventetid bliver sværdet færdigt til alles fryd. Der festes hele dagen og hele natten, og ud på de små timer er Kalevipoeg så beruset, at han i kådhed praler med sin voldtægt af en jomfru. Det forarger smeden Suomis’ tre sønner, og de kommer i slagsmål, hvor Kalevipoeg i kampens hede kommer til at dræbe de tre sønner med det nyerhvervede sværd.

Kalevipoeg drager igen af sted efter at have sovet rusen ud intetanende, at han i nattens løb har dræbt smedens sønner. Derfor kommer der til at hvile en forbandelse over sværdet.

Som konge over Estland bestemte Kalevipoeg sig for at dyrke jorden. Han pløjede enorme arealer og mange smukke landskaber, og efter denne bedrift ville han vandre ad Peipussøen til. Her skaffede han sig masser af brædder, som han bar på sine skuldre. Brædderne skulle bruges til at bygge huse og byer med. Peipussøens troldkarl undrede sig over, hvem det var, der vandrede gennem hans sø.

Da Kalevipoeg lagde sig på strandbredden for at hvile, kom troldkarlen for at se nærmere på ham. Troldkarlen gjorde store øjne, da han så det smukke sværd, som Kalevipoeg havde ved sin side. ”Det vil jeg have”, tænkte trolden. Og han gav sig straks til at bruge nogle af de mange troldeformler, han kunne. Lidt efter lidt lykkedes det ham at trylle sværdet væk fra Kalevipoeg, men da trolden flygtede med sværdet, ville han springe over elven Koivajögi. Her tabte han det, og sværdet sank ned på flodens bund.

Da det blev morgen, opdagede Kalevipoeg straks, at sværdet var borte. Han kaldte på det og gav sig til at lede alle vegne efter sværdet. Til sidst så han sværdet blinke på flodens bund. Kalevipoeg spurgte nu sværdet, hvem der havde bortført det.

”Det har troldkarlen, der stjal det fra dig. Da vi nåede til floden, så jeg vandjomfruen vinke til mig, og jeg hoppede ned i flodens dyb, hvor hun tog godt imod mig.”
”Vil du hellere blive på flodens bund end at ligge i en stærk mands hånd?”
”Ja,” svarede sværdet, ”jeg savner mit forrige liv, men ikke dit temperament og din vrede, når du drikker for meget, og ikke lader fornuften råde, men lader uskyldigt blod udgyde”.
Dertil svarer Kalevipoeg: ”Hvil du hos vandjomfruen, men hjælp dine landsmænd, hvis de kommer i nød. Og skulle der komme en som en gang har båret dig, knus da begge hans ben.”

På sin vandring mødte Kalevipoeg en aften troldkarlens hjælpere ved et bål, hvor de tilberedte et måltid. Kalevipoeg spurgte, om han måtte spise med. ”Det må du godt. Hvor kommer du fra?”, og Kalevipoeg fortalte om sin rejse efter brædder, som han skal bruge til at bygge huse og byer med.
Efter et stykke tid spørger Kalevipoeg om vej til underverdenen, fordi han har et regnskab at gøre op med troldkarlen, som bor i underverdenen. Hjælperne griner af ham, men fortæller ham hvor indgangen til underverdenen er.

Efter nedstigningen gennem dunkle gange kom Kalevipoeg forbi den ondes skatkamre, det første bag en kobberport, det næste bag en sølvport og det tredje bag en guldport.
Til sidst nåede han et værelse, hvor en lille ca. to alen høj smuk jomfru straks genkendte ham som Kalevas søn, fordi hun i sin barndom havde hørt fortællinger om ham. Hun bad ham om at befri hende og hendes to søstre ud af den ondes fangenskab. Hun gav ham en hjelm, der havde den egenskab, at den opfyldte alle ønsker. Kalevipoeg tog hjelmen på hovedet og ønskede sig samme højde som jomfruen.
”I de to kar, der står her, findes der tryllevæsker, en hvid som giver styrke og en sort som formindsker kræfterne”, fortæller jomfruen.

Bedst som Kalevipoeg snakkede med de tre jomfruer, kunne de høre, at den onde kom trampende. Han var rasende og meget større end dem. Han greb ud efter Kalevipoeg, men denne tilbød en fair kamp, en strid oppe på jorden.
Den onde lo, det mente han nok ville være til hans fordel. Sådan en pjevs kunne han nok tvære ud. I forvirringen kom trolden til at tage en slurk af den sorte væske, mens han tilbød Kalevipoeg at smage på den hvide væske.

Da Kalevipoeg og jomfruerne var vel oppe på jorden igen, sagde Kalevipoeg ”Lad os undlade tomme ord og kællingesnak og i stedet gå ud på fjeldet og prøve kræfter og se, hvem af os der er stærkest. Den, som er stærkest, må erkende det og have magten og retten”. Den onde gik med på forslaget. Kalevipoeg tog et vældigt tag i sin modstander, løftede ham ti favne op i luften og slyngede ham til jorden med sådan en kraft, at den onde sank halvvejs ned i jorden og ikke kunne komme løs.
Han krympede og krympede. Til sidst forsvandt han i en lille blå vandpyt.
Kalevipoeg giftede jomfruerne væk til sine venner. Alevis giftede sig med den yngste, Sulevi tog den ældste og Olevi, bygmesteren, giftede sig med den mellemste. Alle levede de som lykkelige ægtefolk.

Nu, da den onde var borte, benyttede Kalevipoeg og jomfruerne chancen til at tømme den ondes skattekamre. Og de tog med sig alt, hvad de kunne.
Kalevipoeg havde mistet sine brædder, så han måtte hente nye, inden han tog hjem igen. Hjemme tog hans venner Alevi og Sulevi imod ham. De fortalte om alle de hændelser, der var sket i Estland, medens han var væk, glæder og sorger, fred og krig.
Mange af hans venner var faldet i striden for Estland. Kalevipoeg fortalte dem om alle de forhindringer, han havde haft med at skaffe guldet, alle de brædder, der nu skulle bruges til huse og byer, som de tre i forening skulle bygge i hele landet.

Kalevipoeg erfarede, at hans venner havde været gode mænd for hans land, mens han var væk. Da han hørte om deres kvaler og om, hvor mange gode mænd der var faldet i krigen, mens han havde været væk, blev han nedtrykt og besluttede, at Olevis søn skulle udvælges til konge. ”Ligesom en vissen eg på engen står jeg ensom, uden venner og brødre”, sagde Kalevipoeg til Olevis søn ”Du skal blive konge over Estlands folk. Selv begiver jeg mig bort til et enligt tilflugtssted for at dæmpe min kval og lære at glemme min ulykke. Hersk du over Estland med fred og kærlighed og bliv lykkelig, lykkeligere end jeg har været.”

Kalevipoeg vandrede ud i landet for at finde en fredelig boplads. Da han kom til Koivajögifloden, byggede han et hus på bredden. En dag kom Kalevipoeg til det sted, hvor troldkarlen havde tabt det sværd, som Suomis smeden havde smedet, og som han selv havde forladt og udtalt, at sværdet skulle hævne sig på troldkarlen, som havde stjålet sværdet fra ham. Men i sværdet virkede endnu Suomis smedens forbandelse.
Da nu Kalevipoeg steg ned i floden, tænkte sværdet for sig selv: ”Har denne mand ikke båret mig før?” Og så knuste det Kalevipoegs ben helt ved knæene. Kalevipoeg begyndte at råbe om hjælp. Hans råb steg helt til skyerne, ja endnu højere, endda til den himmelske faders bolig.
De himmelske venner kom for at se og lindre smerten i hans sår, men han døde af dem. Siddende blandt guderne og med hånden under kinden lyttede Kalevipoeg til de faldne venners beretninger om hans mange vidunderlige bedrifter på jorden. De lovede hinanden at følge med i de sorger og glæder fremtiden ville bringe Estland.
”Estlands sjæl skal aldrig dø”